Vores parforhold er det vigtigste fundament for et harmonisk og godt liv. Et parforholds funktion er at skabe en relation hvor vi bliver fyldt op, hvor vi bliver den bedste udgave af os selv, et sted hvor vi kan være trygge og blotte vores sårbarhed uden at være på vagt…
Er dit parforhold sådan? Nej, de færreste parforhold kan leve op til dette ideal. De fleste erfarer med tiden, at forskellighederne slider på os og gør det svært at være os selv 100%. Jeg er selv i et parforhold hvor der hver dag må slibes kanter, diskuteres, forsvares og hvor der til tider skal kæmpes for kærligheden og intimiteten.
Men det jeg har opdaget er, at jo mere jeg bruger tid på at forstå min partner, leve mig ind i hendes behov og give hende det hun rent faktisk ønsker og længes efter, jo mere bliver hun også villig til at give mig det som jeg ønsker. Hun bliver tryg og rolig når jeg giver hende tryghed.
Ofte er vi fokuserede på hvad vi selv ønsker, hvad vi selv kræver og er opmærksomme på alt det som vores partner gør forkert og som er i modstrid med vores egne værdier, ønsker og behov.
ØVELSE
Jeg vil foreslå at tage en uge hvor den ene part i dit parforhold skal bruge al sin tid og energi på at prøve at forstå partnerens behov, prøve at opfylde dem, leve sig ind i dem og være nysgerrig på hvad partneren ønsker og gøre hvad man kan for at opfylde dem. Den følgende uge er det selvfølgelig den anden der skal have samme tur.
Jeg har selv lavet denne øvelse med min partner og har erfaret at det er forskellige ting der giver os glæde og energi. Men jo mere vi forstår hinanden jo bedre bliver vi til at hjælpe hinanden og til at give det til hinanden vi har brug for. Min kone elsker action, spil, konkurrencer, slåskampe og sjov og ballade. Jeg derimod får mere energi af rolige filosofiske samtaler der ikke føre nogen som helst steder hen andet end at bekræfte mit intellekt. Men når vi forstår hinanden så bliver det også lettere at give, man får mere lyst til intimitet, kærlighed og sex. Og hvis vi er heldige lære vi også en hel del om os selv på vejen.